Civilretslige og strafferetslige forhold[]
angive at retspsykiatri inddeles i civilretslige og strafferetslige forhold.
Retspsykiatri inddeles i
- Civilretslige forhold – Omhandler ikke-kriminelle forhold som fx tvangsindlæggelse på psykiatrisk afdeling eller iværksættelse af værgemål.
- Strafferetslige forhold – Omhandler personer, som ved en domstol har modtaget dom til fx psykiatrisk behandling pga en kriminel handling eller som er henvist til mentalobservation med henblik på vurdering af, om personen er sindssyg, mentalt retarderet eller har anden psykisk lidelse.
Civilretslige forhold[]
redegøre for civilretslige forhold, herunder tvangsindlæggelse (på røde og gule papirer), tvangstilbageholdelse, tvangsmedicinering samt tvangsfiksering, betingelserne for at disse kan/skal finde sted samt give eksempler herpå.
I de fleste lande har man i lovgivningen accepteret, at anvendelse af frihedsberøvelse og andre tvangsforanstaltninger i psykiatrien i særlige situationer kan være en nødvendig del af den psykiatriske behandling. Tvang i psykiatrien anvendes kun over for meget syge personer, der er psykotiske og dermed har en så kompromitteret virkelighedsopfattelse, at undladelse af indlæggelse og behandling vil have meget alvorlige konsekvenser for personen, fordi:
- udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentlig forringet (behandlingskriteriet ~ gule papirer) eller
- den pågældende frembyder en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre (farekriteriet ~ røde papirer)”.
De typer af tvang, der ifølge loven kan anvendes, omfatter de to former for frihedsberøvelse nemlig tvangsindlæggelse og tvangstiæbageholdelse. En tvangstilbageholdelse kan både finde sted efter en tvangsindlæggelse og efter en frivillig indlæggelse, hvor patienten ønsker sig udskrevet men nægtes. Ved tvangsindlæggelse, skal pantienten ”være på” gule eller røde papirer for at følgende former for tvang må udføres:
- Tvangsmedicinering – Bruges ved særlige situationer, hvor akut medikamentel indgriben er nødvendig for at bedre en meget urolig patients tilstand.
- ECT
- Tvangsbehandling af somatisk lidelse
- Tvangsfiksering med bælte og/eller hånd- og fodremme – Hvis patient er en fare for sig selv eller sine omgivelser, forfølger eller forulemper andre patienter eller udøver markant hærværk.
- Brug af akut beroligende medicin.
- Aflåsning af afdelings yderdør.
- Tvangsflytning.
- Fastholdelse af en urolig patient.
- Beskyttelsesfiksering med fx stofbælte.
Mindste middels princip[]
kort beskrive "mindste middels princip".
”Mindste middels princip” indebærer, at man skal anvende den mindst indgribende form for tvang, der i situationen skønnes nødvendig for at opnå det tilsigtede mål.
Klagemulighed og rådgivning[]
angive patienternes klagemulighed, patientrådgivernes funktion samt de lokale patientklagenævns funktion.
For at øge de psykiatriske patienters retssikkerhed skal alle, der underlægges en eller anden form for tvang på en psykiatrisk afdeling, have mulighed for at klage ved det lokale patientklagenævn. Patientrådgiveren er behjælpelig med udformning af klagen samt procedurespørgsmål. Afgørelser truffet i det lokale patientklagenævn vedrørende frihedsberøvelse kan indbringes for retten.
Værgemål[]
beskrive hvad der forstås ved værgemål.
Tidligere anvendte man begrebet umyndiggørelse, men dette blev afskaffet med indførelsen af Værgemålsloven i 1997 og erstattet af begrebet værgemål, der omfatter personer, som skønnes at have brug for en værge (svensk~målsman) til varetagelse af økonomiske og/eller personlige forhold. Et værgemål kan begæres af personen selv, familien, kommunalbestyrelsen, amtsrådet eller politimesteren.
Mentalobservation[]
angive hvad der forstås ved en mentalobservation, at det er retten som tager beslutning om en sådans udførelse samt angive henholdsvis lægens og rettens rolle i vurderingen af patienten/personen.
For at fastlægge om en person har været sindssyg eller på anden vis utilregnelig i gerningsøjeblikket, kan retten bestemme, at den sigtede skal underkastes en grundig psykiatrisk undersøgelse. Dette kaldes en mentalobservation. Som udgangspunkt skal en mentalobservation dog foretages, såfremt man mener, at dens konklusion kan have betydning for sagens udfald. En mentalobservation strækker sig over uger til måneder og omfatter flere lægesamtaler, samtale med socialrådgiver vedrørende en levnedsbeskrivelse samt almindelig observation af patienten i afdelingen.
Det er alene retten, der bestemmer om en person er straffri eller ikke. Lægens rolle er således kun at levere en ekspertvurdering af personens mentale tilstand. Det er således retten og ikke lægen, der tager stilling til, om personen var utilregnelig og skal dømmes straffri.
Strafferetslige forhold[]
kort beskrive de strafferetslige forhold vedr. anbringelsesdomme og behandlingsdomme.
En anbringelsesdom betragtes som den mest indgribende foranstaltning, og anvendes hos personer, der har begået alvorlige, personfarlige kriminaliteter. En behandlingsdom er en mindre indgribende foranstaltning end en anbringelsesdom. Denne dom anvendes til personer, hvor det behandlingsmæssige aspekt vurderes som værende det vigtigste.